Da jeg var pendlertalsmand på Ringbanen oplevede jeg hvordan man som pendler i den offentlige transport bliver behandlet.
Når man nærmer sig Nørrebro Station kan man være heldig at den tager sig pæn ud – i den rette vinkel og belysning. BaneDanmarks billeder af stationen er altid smukke, men på glansbillederne er der ikke mennesker. Når man nærmer sig stationen en morgen, så ramler glansbilledet i et ragnarok af plattenslagere i de snævre passager, travlhed og for lidt plads og for meget støj.
Nørrebro Station har ikke adgangsforhold, der passer til trafikmønstret. Adgangsvejen til forhallen går gennem en smal søjlegang fyldt med klaustrofobiske mennesker, der panisk søger at komme væk fra heksekedlen af barnevogne, cykler, buspassagerer, busudstødning og pendlere, der kæmper sig frem gennem de “smukke” døre, som folk ikke kan finde ud af at åbne (den rigtige vej) og smækker i hovedet på efterfølgeren, når de ikke er låst.
Selve stationsrummet på Nørrebro Station er fejldisponeret i forhold til ganglinier – en sen aften uden mange mennesker kan man nyde belysningen, men når stationen forgæves forsøger at leve op til sit formål er nydelse en saga blot. Pendlere og stedkendte søger målbevidste op ad den korte trappe, der tilsyneladende ender i en grøn væg med adgang til låste toiletter – det er ikke derfra den tunge luft, med en snert af urin stammer. Gulvet er sikkert vasket til morgen, men ser allerede snavset ud – den grønne farve forstærker minderne fra gamle viktualierum. De ikke stedkendte kigger sig paniske omkring efter opgangen til perronen, mens de støder ind i barnevogne og kørestole, der leder efter elevatorerne, der er gemt udenfor i underføringen under broen. De kvier sig ved at skulle kæmpe sig gennem søjlegangen igen.
På vej op ad den sikkert fredede, smalle og stejle trappe møves der både frem og tilbage og på stedet. De som er stået af (begge tog kommer samtidig) mødes i en fælles malstrøm ned af den korte trappe, mens andre forsøger at komme rundt i 180 graders svinget. “Informationszonen” er naturligt nok placeret her hvor alle strømme møder hinanden – og de som vover at stå og orientere sig kæmper tappert for at blive stående.
Oppe på den lille repos – for enden af endnu en trappe – lige før perronen, står de fyldte bænke. Alle der skal sidde sidder her, for dem udenfor er våde. Det lugter af røg, for selv forhærdede rygere gider ikke ryge i den friske luft på den forblæste perron. For de arme, som ikke har billet er det heldigvis muligt at møve sig frem til køen foran den eneste billetautomat.
Udenfor på perronen står de hårde – dem som ikke gider stå og indånde den tunge våde luft indefor. De står godt nok under et tag, hvis eneste positive aspekt er at det er ført hele vejen over banen og ser godt ud på afstand. Til gengæld er det kort og så højt at regnen kommer ind i begge ender, så der er kun rigtig læ lige foran udgangen, så derfor udnyttes mindre end 10% af perronens længde, der faktisk har tag.
Toget er heldigvis forsinket, så vi får mulighed for at nyde livets små glæder som f.eks. de arkitektoniske perler, der omgiver os. Der er f.eks. udsigt til den gamle fredede Lygten Station, der nu er ved at få et slags pseudoliv. Der er en skæbnes ironi over at stå på den ene fredede station og kigger over på den anden fredede station, og tænke på hvor den næste station mon skal ligge for at kunne håndtere det stigende passagertal. Kigger man mod Flintholm er der udsigt til den flotte, regnvåde og ubenyttede perron. Om vinteren kan man glæde sig over DSB´s mentale og økonomiske overskud – hele den ubenyttede perronbrede ryddes for sne – selvom det kun er tåberne, der ikke er i de vogne, der holder under taget, der lige knap dækker 1½ vogn.
Forsinkelsen kan med fordel udnyttes til at planlægge den videre – nu ændrede rejse. Det kræver heldigvis kun at man kæmper sig gennem den fyldte repos, ned af den stejle trappe og ned i den smalle gang, hvor “informationszonen” befinder sig. Heldigvis skæmmes den kønne perron og stationsbygning ikke af alle de normale ting som togviserskilte, informationsskærme, kort, s-togsplaner, opslag eller reklamer som skæmmer de andre stationer.
Vel oppe igen kan man i støvregnen nyde den smukt renoverede kant på perronen ud mod gaden. Til alt held er stationen fredet og der er ingen læskure opsat over de våde bænke. Den udtryksløse perron ender blindt, for der er stadigvæk ikke blevet lavet en nedgang i den modsatte ende, som ville kunne fordele presset gennem bygningen, fordele passagerne i hele togstammens længde og gøre, at stationen blot tilnærmelsesvis kunne løse sin opgave….
Nu kommer toget, folkene inde på trappen kæmper for at komme ud på perronen, køkulturen er død, når så mange mennesker trænges på så lille et område opstår den kontrollerede panik og klaustrofobien sætter ind. Dørene går op og 90% af dem som skal af har naturligt nok valgt vognene i tørvejr ved indgangen. Elektroføreren ved godt at det bliver et langt stop, han skal alligevel vente på dem som nu kæmper sig op ad trappen, så han sidder blot og kigger på de aflåste venterum i enden af perronen
Det nytter ikke at tro at man i et af Danmarks tættest befolkede områder kan stationsbetjene med en station fra 1930.
Hvis man ønsker at gøre det lækkert at tage toget, så skal man måske få slækket lidt på fredningen omkring stationen, så den bliver klar til de mange metropassagerer. Så man kan
- lave en overdækning, enten en forlænget bue eller overdækning ude på perronen
- forbedre informationen i form af infoskærme, togviserskilte, toglængdeindikator, s-togsplan, HUR-kort
- lave nye døre, der giver adgang til stationsrummet
- etablere en ny adgangsvej til perron fra modsat ende af perron
- større ligeværdighed mellem de to udgange, idag bruges bagudgang ikke meget – den lille udgang, skal måske gøres større
- rydde søjlegangen
Tænk, hvis man nede fra gaden kunne se hvornår toget gik og adgangsvejen ikke var så klaustrofobisk. Tænk hvis man i stedet for at love folk lavere billetpriser (ud over de 50% tilskud vi har idag) rent faktisk gjorde det lækkert på de store skifte-stationer som Nørrebro og f.eks. Malmparken (en anden dysfunktionel station)
Tak for indspark til Steen Finsen, Glenn Olesen, Hans O. Nymand, Gitte Møller samt inspiration modtaget i Pendlergruppen Ringbanen.