Det skete på et tidspunkt, da der var agurketid, at hele venstrefløjen og Politiken-segmentet mente det var velfærdsstatens største problem og udfordring at få gjort op med madpakken
Fremover skulle de mange børn, der aftjener deres børneværnepligt i de kommunale børnehaver, have et godt, sundt, nærende, miljørigtigt, CO2-neutralt og etisk korrekt måltid mad – naturligvis gerne varmt og under skyldig hensyntagen til jøder, muslimer, hinduer, vegetarer og allergikere.
Denne Folketingsbeslutning kom til sætte gang i en masse ting. Styrelser på kontrolbesøg, aktstykker til forvaltningen, offentlige investeringer, udbudsskrivelser, EU-licitationsforhøring, nye it-systemer og nye opkrævningerne til forældrene.
I Københavns Kommune skulle det først defineres hvilke befolkningsgrupper, der skal tilgodeses. Hvordan skal formularen se ud? Må man på en mad-seddel registrere om et barn er hindu eller allergiker? Må det registreres i et edb-system? Må man meddele det til leverandøren? De kommunale jurister gik i gang…
Samtidig skulle det besluttes hvad der skulle leveres. Visse partier på Københavns Rådhus var meget ambitiøse og etiske på andres vegne. Naturligvis burde der være tale om 100% økologisk mad, alene indkøbt af firmaer med kontrakt med Max Havelaar og et anerkendt CO2-kvote-institut.
På rådhuset gjorde man sig også tanker om hvor mange procent fisk, hvor mange procent rodfrugter og hvor mange procent grøntsager børnene ville og skulle have. Skulle mælken være uhomogeniseret?
Ude i mine børns institution skete en masse. Det lille køkken, der lavede mad til vuggestuebørnene kunne ikke også lave mad til børnehaven. Byggeteknisk afdelings kom på besøg efterfulgt af nogen fra plan-afdelingen. Miljøkontrollen kom også, de havde et par kommentarer til Fødevarestyrelsens inspektion. Arbejdstilsynet var heller ikke enig, men så kom de da bare en gang mere. Notater blev til rapporter og der var næsten så travlt at man ikke havde tid til at sende orienteringsskrivelser ud. Efter et års tid fandt man frem til at køkkenet ikke ”for nuværende” kunne udbygges. Og stor var glæden da lastbilen en tidlig morgen for første gang smed en stabel kølekasser af ude ved hoveddøren. Kasserne var fyldt med lækkert plastic-indpakkede brune ris blandet med selleri, nødder og strimler af gulerod. Hertil en kødsovs med store kalvetern med champignon, broccoli, peberstrimler og ærter. Hertil naturligvis en særlig plasticbøtte med samme sovs uden kød eller med kylling til de med særligt behov. Maden var af glimrende kvalitet. Der var kun et problem. Børnene ville ikke spise det.
Hver eneste dag kom bilen med dejlig mad, der opfyldte alle de krav kløgtige embedsmænd og idealistiske politikere havde kunnet finde på. Men børnene kunne ikke lide at der var blandet ”alt muligt” i deres ris – og kravene til grøntsagsvariation betød at der altid var en masse som børnene ikke ville have. 80% mad blev smidt ud. Børnehavens pædagoger måtte fodre de sultne børn med rugbrødsmadder efter frokost. Sådan gik dag efter dag. Efter ca. tre måneder begyndte forældre at smøre madpakker igen.
Hver måned blev der opkrævet et særligt madpakkegebyr på ca. 500 kroner; naturligvis socialt afbalanceret. De ressourcestærke forældre begyndte at undersøge om der var muligheder for at slippe. Madpakker havde man stadig i nogle af de private børnehaver og udflytterbørnehaverne var der nogen der sagde.
Pædagogerne brugte nu meget tid på denne madpakkeordning. Der skulle udfyldes et skema, når maden blev modtaget. Så skulle temperaturen måles. Både til Fødevarestyrelsens kontrolskema og til kontrol af kvaliteten. Der skulle også registreres hvad der bliver smidt ud og hvad man synes om dagens måltid. Og så skulle der købes rugbrød, så børnene fik noget at spise, når maden var smidt ud.
Efter et år blev der afholdt en afstemning. Forældrene sagde nej. Københavns Kommune havde naturligvis kort før afstemningen lavet en fler-årig aftale. Resultatet blev at kommunen skulle betale for mad som nu ikke blev leveret (både deres eget, institutionens og forældrenes bidrag).
Den slags pågår naturligvis ikke ustraffet. Ved den næste afstemning havde Anne Vang ændret afstemningsreglerne; alle blanke stemmer talte som et ja og alle som ikke stemte blev talt som et ja. Den forkætrede forældresmurte madpakke målrettet til det enkelte barn skulle dø. Trods de hårde ods og den EU-agtige form for demokrati lykkedes det os i forældrebestyrelsen med opslag og breve at få stemt nej igen.
Der var engang hvor jeg hver morgen så madpakken som en pligt. Nu ser jeg det mere som en ret, der er værd at kæmpe for.