Mærkesager

Familiepolitik

Familiens rolle må ikke undervurderes. Staten og kommunen skal ikke yderligere overtage familiens rolle og ansvar. Vi skal give den enkelte familie mulighed for at indrette sig på deres egne betingelser. Heldagsskolen er derfor ikke den rigtige løsning at rulle ud på alle skoler i alle kommuner i hele riget. Der kan være skoler, hvor dette giver mening som et særtilbud. Men det har en selvstændig værdi for de fleste familier at forældre og børn selv kan sammensætte deres hverdag med fritidstilbud.

Familierne skal have et mere forskelligartet udbud af pasningstilbud, så forældre kan vælge den type pasning, der passer i deres hverdag; på samme måde som familierne skal kunne vælge mellem forskelige typer skoler og fritidstilbud.

Foreningsdanmark med frivillige ildsjæle, hvor forældre engagerer sig i bestyrelsesarbejde med reel beslutningskompetence, er en uvurderlig ressource. Dette skaber fællesskab og forskellighed. Dette skal ikke erstattes af kommunal eller statslig styring. Den kommunale familiepolitik bør understøtte dette.

Et udemærket eksempel på en forfejlet familiepolitik er den “obligatoriske” frokostordning i børnehaverne. I stedet for at støtte de svage familier ønsker Socialdemokratiet m.fl. at presse en horribel dyr, bureaukratisk og ineffektiv madordning igennem. Der findes familier, der ikke i hjemmet har ressourcer til andet end at købe et par croissanter til barnets madpakke i 7-Eleven på vej til børnehaven. Vi kan alle blive enige om at dette er en dyr og dårlig løsning for både barn og forældre. Men dette løses ikke ved at man på Københavns Rådhus laver en stor forkromet plan om at købe frokost til alle børn. Dette ender i bureaukrati, madspild, øgede priser, manglende lokal selvbestemmelse og frustationer.

Uddannelsespolitik

Vi skal have faglighed i højsædet. Vi skal turde stille krav. Der skal stilles krav til forældre, til eleverne, til skolerne og til kommunen. Alle kommer med forskellige forudsætninger, men dette betyder ikke at vi ikke skal stille målbare krav. Dette skal ikke ende ud i regel- og plan- og blankettyrani, men vi gør ungdommen og lærerne en bjørnetjeneste ved ikke at fokusere på det faglige. En forudsætning for gennemføre en uddannelse som tømrer, tolk eller en universitetsuddannelse er fornuftige faglige forudsætninger.

Kommunens skoler skal have en øget indsats mod uro i klasserne. Her spiller forældrene en nøglerolle. Lærerne kan ikke efterlades alene med opgaven at skabe ro og et fornuftigt læringsmiljø.

Privatskolerne i København er et stort aktiv. Det er et stort aktiv for Danmark, at det er relativt nemt at starte en lilleskole med en særlig fokus eller filosofi så længe man overholder Undervisningsministeriets krav. Den store søgning til privatskolerne er et symptom på at forældrene ofte ikke er trygge ved det som tilbydes i folkeskolen – eller ikke finder at de har indflydelse på skolen.

Københavns skoler skal have målrettede tilbud til alle børn. Både til de elever, som klarer sig rigtig godt og til de som har behov for ekstra hjælp. Initiativer som idrætsskoler er glimrende og København kan sagtens have flere profilskoler.

Trafikpolitik

Trafikpolitikken er desværre præget af en kedelig skyttegravskrig. Det handler ikke om enten-eller. Det er både-og. Københavns trafik skal være attraktiv – uanset om man benytter offentlig transport, cykel, bil eller er fodgænger. Som ivrig cyklist er jeg glad for at køre rundt med mine børn, men de utopiske bilfjendske forslag er kun med til skabe butiksdød og flytte handel og liv ud af byen. I den offentlige transport skal der være mere fokus på gode skifteforhold og komfort. De mange penge, der i dag anvendes på tilskud bør i højere grad bruges til langsigtede investeringer, der gør den offentlige transport lækker og tillokkende.

Et udemærket eksempel på dårlige forhold for pendlere i Hovedstadsregionen er Nørrebro station og Malmparken station, der ikke tiltrækker nye kunder. Et andet eksempel er den manglede styring af Københavns lyskryds og horrible parkeringsforhold, der hver dag koster tid og skaber unødig forurening.

For mange mennesker er bilen nødvendig. Byen skal derfor ikke lukkes af med bilfjendske tiltag, der alene er ideologisk motiveret.

København skal forsætte udbygningen af metroen, der har en høj grad af komfort og tilgængelighed. Metroen har trukket mange over i den offentlige transport. Letbaner kan også planlægges, hvor det giver mening, men de utopiske forslag om letbaner gennem eksisterende bymiljøer, hvor der ikke er plads skal skrinlægges. Brønshøj skal ikke skæres over af en indhegnet letbane i hele Frederikssundsvejs længde.

Der skal være øget mulighed for at skifte mellem transportformerne. Det skal være nemmere og mere lækkert at stille cyklen eller bilen ved et trafikknudepunkt og forsætte rejsen f.eks. med bus eller metro. Der skal investeres i parkeringshuse ved byens indfaldsveje. København er ikke kun for københavnere; København er rigets hovedstad og centrum for hele regionen. Vores infrastruktur skal kunne tage flot imod de mange pendlere og besøgende – uanset om de cykler, kører i bil eller tager s-toget.

Styringen af trafikpolitiken er i dag alt for fragmenteret og uklar. Utallige aktører (Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Region Hovedstaden, DSB, BaneDanmark, DSB S-tog, DSB Øresund, Metroselskabet, Movia og alle omegnskommunerne) er ikke koordineret. Hver kommune skal naturligvis selv kunne oprette busruter, men den nuværende struktur skaber splid, ineffektivitet og manglende sammenhæng. Københavns Kommune bør arbejde for en mere overordnet styring.